Byggereglement

På det lejede areal må ingen bygning af nogen art opføres eller ændres uden forud indhentet skriftlig tilladelse fra pågældende haveforenings bestyrelse.
  1. Huset samt evt. redskabsskur skal placeres på den bageste del af grunden, set fra havestien med en mindsteafstand til skel på 250 cm.
  2. Bebyggelsen på hver enkelt havelod må ikke overskride 15% af havens areal og højst udgør 50 m2. max højde 4 m over terræn. Heri er medregnet overdækket terrasse og redskabsskur. Derudover må der opføres et drivhus på max 10 m2.  (af faste materialer). Bebyggelsens areal udregnes efter væggenes udvendige mål. Tagudhæng må max være 50 cm. Taget skal udføres med kip (rejsning) og må max have en hældningsvinkel på 30grader, dog mindst 15 grader. Overdækkede terrasser kan tillukkes/tilskoddes i perioden 1 november til 1 april med træskodder.
  3. Installation af vindmøller og udgravning til havebassiner må kun ske efter tilladelse fra haveforeningen.
  4. Til taget må kun anvendes godkendte tagmaterialer i diskrete farver. Til væggene må kun anvendes træ eller lignende lette materialer. Til behandling af væggene må kun anvendes diskrete farver. Husene skal stedse holdes i god stand med reparation og maling.
 

Byggetilladelser

Hvilke regler gælder for byggeri i haveforeningen?
Hvis du ønsker at bygge nyt eller renovere eksisterende byggeri på din grund, skal du følge byggereglerne angivet i byggereglementet. Ved overtrædelse af disse bestemmelser kan det overtrådte kræves lovliggjort og eventuelt ulovligt byggeri fjernet.

Før byggeriets påbegyndelse – søg tilladelse hos bestyrelsen
Haveforeningens bestyrelse er byggeansvarlig og skal, før et arbejde påbegyndes, godkende ny- og ombygning samt renovering, mht. størrelse, placering og afstand til skel.

Til brug for denne godkendelse skal havelejeren fremende en skriftlig beskrivelse med skitse af det påtænkte bygge- eller renoveringsarbejde samt situationsplan over eksisterende byggeri med angivne mål og afstand til skel. Derefter skal bestyrelsen skriftligt godkende, før lejeren påbegynder arbejdet.

Byggetilladelsen er gældende for ét år ad gangen. Eksisterende bebyggelse, der ikke opfylder kravet om afstand til haveparcellens skel, kan ikke ombygges. Ved genopbygning efter brand skal bebyggelsen lovliggøres. I tvivlsspørgsmål er Østfyns Kreds endelig instans.

Bestyrelsens tilsyn under og efter byggeriets færdiggørelse
Bestyrelsen har ingen pligt til at foretage en formel godkendelse af byggeri, når det er færdigt, men vil – som byggeansvarlig – følge, om det udføres lovligt efter godkendte tegninger.